Skoler sætter digital dannelse på skoleskemaet efter flere sager

Sociale medier fylder meget i de unges liv, men deres online adfærd kan få store konsekvenser. Derfor underviser flere skoler i digital dannelse for at klæde de unge bedst muligt på

Af Emil Staulund Larsen, emil@dknyt.dk

Flere skoler er begyndt at indsætte digital- og netadfærd på skoleskemaet. For nogle skoler sker det desværre på en uheldig baggrund, da man allerede har haft flere uheldige sager.

Det sker eksempelvis i Esbjerg, hvor man, efter en aktuel sag med en 33-årig mand fra Esbjerg-området, der er sigtet for at tage kontakt til et stort antal mindreårige drenge rundt om i Danmark og udsætte dem for blufærdighedskrænkelse og anden seksuel omgang end samleje, nu har besluttet at sætte netadfærd på dagsordenen i skolen. Det skriver JydskeVestkysten. 

Nu får forældre til elever i 6. klasse en invitation til et oplæg om unges færden online, og i 7. klasse er det eleverne selv, der skal møde SSP til online-oplæg. 

Derudover er to drenge på 16 og 17 år dømt for at dele en video, hvor en dansk kvinde blev myrdet i Marokko i et terrorangreb. Ifølge SSP-vejleder Michael Ulv vil eleverne gerne tale om om deres oplevelser på nettet og sociale medier:

– De vil faktisk rigtig gerne tale om det og fortælle, hvad de oplever på de sociale medier og på nettet. Hvis de nogle gange afholder sig fra at fortælle forældrene om det, skyldes det som regel, at de er bange for, om forældrene vil nægte dem at gå ind på den samme hjemmeside igen. Så mit råd til forældrene er at spørge nysgerrigt ind og sætte sig ind i børnenes brug af sociale medier, men uden at true med at blokere dem adgangen, siger Michael Ulv til JydskeVestkysten. 

Do’s and dont’s
I København har Red Barnet allerede tilbudt undervisning gratis udnervisning i københavnske skoler om digital dannelse. 

Her er målet blandt andet at give de unge en forståelse for, hvordan ens digitale færden påvirker andre, at man kender sin digitale takt og tone, og at man har forståelse for, hvordan ens digitale adfærd afspejler ens digitale identitet. Det handler også om at kende til, hvilke effekter ansigtsløs kommunikation medfører, og man ved, hvordan man skal agere, hvis man er vidne til eller oplever mobning eller chikane online. 

Red Barnet har derudover også sat gang i kampagnerne ‘DeShame’ og tjenesten ‘SletDet’. DeShame består af undervisningsmateriale med særligt fokus på digitale sexkrænkelser og består af fire moduler. ‘SletDet’ er et værktøj til de unge, der skulle komme ud for digitale krænkelser, og hvor de kan finde rådgivning og hjælp til at fjerne eksempelvis billeder, der er blevet lagt på nettet uden samtykke. 

Digital undervisning før teenagealder
I Randers har man også taget fat i digital dannelse. På Grønhøjskolen har man blandt andet valgt at være en mobilfri skole, ligesom at man allerede introducerer eleverne til undervisning i netadfærd, før de bliver teenagere. 

– I undervisningen taler vi med eleverne om, hvad man kan på de forskellige medier, hvad man gør, hvis man oplever noget grænseoverskridende og hvordan man holder en god tone og et godt sprog. Skriften er fastholdt og samtidig kan skriftsprog nemt komme til at virke hårdt, fordi man ikke kan afkode ansigtsudtryk, siger Eva Jensen, der underviser på mellemtrinnet på Grønhøjskolen. 

– Det er så vigtigt, at vi har fokus på elevernes digitale adfærd og hjælper dem med at sætte nogle retningslinjer for, hvordan de kan agere digitalt. Det er et element, som har stor betydning for elevernes trivsel. Ting bliver delt så hurtigt, og man kan ikke bare lige trække noget tilbage, når først man delt det. Her hjælper det meget med konkrete forløb og øvelser, som vi kan gøre brug af sammen med eleverne, siger Christina Kjærsgaard, der er lærer på Korshøjskolen i Randers.

Læse mere om en række initiativer til oplysning og undervisning til børn og unge her fra Børns VilkårRed Barnet, og Sex og Samfund.